Årets emne

2021-2022: Mad

Årets emne i SkriveCup er dansk, nordisk eller international litteratur fra før år 2000, der på den ene eller anden måde tematiserer emnet mad.

Mad er helt grundlæggende for vores overlevelse, men det er også meget mere end det. Det er æstetisk nydelse, hvor sanserne pirres med dufte, smage og visuelle indtryk. Duften af lindeblomst-te og smagen af madeleinekager kan vække glemte barndomsminder til live og folde store fortællinger ud, der opløser skellet mellem fortid og nutid. Mad kan være noget forbudt, som vi helst sluger i det skjulte, eller noget vi deler og er fælles om ved aftenbordet med familien eller til højtider.

Der har aldrig være så mange vegetarer og veganere, og vi bliver mere og mere bevidste om, hvad vi putter i munden. Mad er politik, og man kan sende politiske signaler som forbruger ved for eksempel at boykotte kødet. Mad kan også være et magtsymbol, hvor det at spise med ved de riges bord bliver et mål i sig selv, eller man kan melde sig ind i madpakkefællesskabet på arbejdet med fire rundtenommere med makrel, og dermed være i øjenhøjde med den arbejdende klasse. Mad er forbundet med traditioner. Der er familier, der gemmer hemmelige opskrifter fra generation til generation, som var det det dyrebareste relikvie. Nogen kan koge suppe på et søm og andre ofrer hele deres formue på ét enkelt sublimt måltid.

Tilbage i middelalderen og renæssancen brugte man skueretter til de store tafler hos konger og adelsfolk. Sådanne retter var bare til for syns skyld og blev prestigeprojekter, der skulle vise, at mad, ”det har jeg da så rigeligt af, at jeg bruger det til pynt”. En våd klud i de fattiges ansigter, der kun kunne drømme om at sidde med ved de riges bord. Mad har til alle tider kunnet afsløre noget om status, men også afsløret nogle af litteraturens hovedpersoner med fingrene lidt for langt nede i kagedåsen og med makronkrummer på overlæben.

Med oplysningstiden bragte Holberg det samfundskritiske ind i litteraturen og vendte på karnevalistisk vis tingenes tilstand på hovedet og lod bonden spise med ved baronens bord. I romantikken genoptog man eventyret, og her er der masser af eksempler på, hvordan et måltid bliver centralt, når prinsen skal vinde prinsessen og det halve kongerige. Med den senere realisme kommer fattigdommen på dagsordenen, og læseren bliver trukket med ind i de inderste baggårde i København, ned på havnen i Oslo og langt ud på landet i Danmark, hvor det at få det daglige brød var en evig kamp. Som når man på selveste juleaften skal sidde og stikke gaflen i ”sild, sild og aldrig andet end sild”, og drømmen om det Danmark, hvor man spiser flæskesteg med rosiner hver dag, brister. Men hvor en håndfuld svenske skovjordbær med friskmalket komælk til gengæld bliver et guddommeligt måltid.

Med futurismen kom et opgør med det traditionelle, og Marinetti tog sågar et opgør med den italienske nationalret pasta, som han kaldte en småborgerlig anakronisme og i stedet introducerede til retter som ”jordbærbryster” og ”kubistisk grønsagshave”.  I ekspressionismen blev spiritussen nærmest et måltid i sig selv, og det dekadente blev hyldet som en livsfilosofi. Under og efter 2. Verdenskrig spejledes det nødvendige mådehold i det nøjsomme middagsbord, der kom til at stå i skarp kontrast til velfærdsstatens frådseri og ukritiske tilgang til pumpede kødpølser og E-numre. Litteraturen er med andre ord spækket med måltider. Lige fra antikkens gæstevenskabsbud, biblens bryllup i Kana og den sidste nadver til beskrivelser af den moderne kernefamilie, der indtager deres takeaway på sofaen.

Det er således muligt at arbejde med tekster fra antikken, vikingetiden eller middelalderens litteratur, eller måske tage udgangspunkt i tekster fra oplysningstiden, romantikken, det moderne gennembrud eller modernismen. Kun fantasien sætter grænser. Det er dog vigtigt, at teksterne TEMATISERER EMNET MAD OG ER SKREVET FØR 2000